Holdkort til fodbold

Opstillingen, bænken og det praktiske

Et holdkort, der virker, svarer på tre ting: hvem spiller, hvem er med uden at starte, og hvad skal jeg praktisk gøre. De to første er selve opstillingen — elleve eller otte spillere tegnet på banen med numre og navne, plus bænken opført nedenunder, så ingen mangler.

Det tredje er mødetid, sted og hvilken kamp det er. Det er den del, folk skriver om, hvis den ikke står der, og det er den del, der som regel bliver væk, når kortet er et skærmbillede af en app.

Målmanden har sin egen farve, kaptajnen har et mærke, og formationen står skrevet. Det er ikke pynt: en forælder, der kigger på kortet for første gang, skal kunne finde sit barn på under fem sekunder, og en spiller skal kunne se, hvem han står ved siden af.

Derfor er det ikke en skabelon

Man kan sagtens lave et holdkort i et tekstdokument eller et regneark, og mange gør. Problemet er ikke, at det ikke kan lade sig gøre — det er, at det skal gøres igen hver uge. Navnene flytter sig, en spiller melder afbud torsdag, og så er der en boks, der ikke passer længere, eller en linje, der skubber hele layoutet.

Her er kortet en visning af holdet, ikke et dokument, du redigerer. Retter du opstillingen, er kortet rettet. Det betyder også, at et delelink altid viser den nyeste version — melder nogen afbud fredag aften, ser de, der åbner linket lørdag morgen, det rigtige hold, uden at du har sendt noget igen.

Og fordi kortet bliver tegnet og ikke skrevet, ser det ens ud hver gang. Der er ingen sæson, hvor skrifttypen pludselig er en anden, fordi kortet blev lavet på en anden computer.

Læsbart på en telefon i sol

Det er den eneste testsituation, der betyder noget. Kortet bliver åbnet udenfor, på en telefon, af nogen der går. Derfor er numrene store, navnene korte, og kontrasten høj nok til at holde i direkte lys.

Skal det hænge på en opslagstavle i stedet, er PDF-en sat op til A4 og kan printes i sort-hvid uden at falde fra hinanden.